Kongens skål

Når man deltager i festligheder i land eller ombord på et skib, gives første skål altid til Hans Majestæt Kongen. Der drikkes ikke af glasset, før denne skål er udbragt.

Er der ikke skænket op, sørger man straks for at fylde sit glas, som bør være vin.

Kongens skål udbringes af ældste (anciennitet) tilstedeværende.

Udførelse af kongens skål.

Udbringeren beder selskabet rejse sig op.

Alle tager deres glas.

Udbringeren siger: ”Hans Majestæt Kongens skål”.

Deltagerne ser på hinanden og nipper til glasset.

Glasset holdes foran munden i en højde, så der kan ses over glasset, og der hilses kort på tilstedeværende.

Udbringeren kan her vælge her at sige ”Hans Majestæt Kongen leve”, og det besvares så af 3 gang trefoldig hurra.

På tegn fra udbringeren, sætter alle sig igen.

Og hvor kommer så den skik fra?

Det med hurra går meget langt tilbage, og betydning af det har også flere forklaringer, det kan komme fra højtysk og betyde hurtig, og blev brugt når man angreb fjenden, det kan betyde til paradis, fra gammel fransk (Ur raj), eller et gammelt, tatarisk udsagnsord uramak, at slå, dræbe, altså: Dræb ham!

En Friederich Klugemener, at det er et lån fra russisk, men at det ikke er brugt af russiske matroser før 1783.

I den danske marinen hvor hurra blev brug som hyldest- eller bifaldsråb, henføres til en stabelafløbning 1727: (NEPTUNUS og SJÆLLAND)„endelig endtes denne hele Pomp med Matrosernes sædvanlige Hurrau“. Og når der nu står sædvanlig, hvornår var så første gang? Man må dog vist kunne komme lidt længere tilbage i tiden, selv om det næsten er det samme som at lede efter nål i høstak. Men dog et halvhundrede år, thi 5. maj 1672 mødte det kgl. dan­ske skib „Oldenburg“ i Skagerrak en engelsk fregat, som bragte hertugen af Richmond som ambassadør til København og hilste det danske skib på en for den her tjenstgørende „Ober-Chyrurgus“ Joan Petri Cortemünde uventet måde. Han fortæller selv: „Det var en fregat, der førte 50 Kanoner og havde 300 Mands Besætning. Hertugens Ankomst skulde både ses og høres; thi så snart han så̊ de danske Flag, lod han alle sine folk entre op i Vantet og efter engelsk skik tre gange med høj Røst udstøde et jublende Skrig, medens de vinkede med Hatte og Huer, „das uns die Ohren davon kitzelten“. Kaptajnen på det danske Skib, som kendte denne skik, lod sine Folk svare med samme konfekt og lod tilmed Kanonerne tordne lystigt. De engelske Kanoner tordnede til Svar,“ (17). Og som kongelig hilsen,

 „Kong Frederik 5. Søe-Krigs-Artikels Brev“ af 8. januar 1752, § 833:

„Naar Vi selv, eller Vores Hjert-elskelige Gemal Dronningen, kom m er i vores Flaade, ell. Escadre, og passere den; da skulle alle Folkene paa alle Skibene gaae op i Vanterne og paa Stagerne til den Side, V i passere dem; Vagten træde ud, Gevær præsenteres, slaaes Marche, Officeren fælde sin Kaarde, og fra Skibet af alt Folket raabes 3de Gange: Hursai.“

Men hvornår blev det så 9 floddige? Af det foregående ses, at kongen hilstes på samme måde som de kommanderende admiraler og generaler, nemlig med 3 hurraråb. Ræder hav­ de ganske vist, da Frederik 7. sagde farvel til 10. Bataljon ved jernbanen i København 1/4 1848, forsøgte sig med „et 6 Gange Hurra for Kongen“, men vendte dog 6/7 og 15/10 1850 tilbage til de gængse 3 for ved bataljonens modtagelse på Christiansborg Slots ridebane 9/2 1851 sluttelig at udbringe „et 9 Gange Hurra for Kongen“.

I kongehuset er forklaringen, at den nifoldige hilsen har en militær oprindelse og stammer fra den tid, hvor en trompeter var med på slagmarken. Han blæste tre gange i sin trompet for at angive sin feltherres placering. Hvis kongen var med i felten, blæste trompeteren tre gange tre - og det blev med tiden til de ni hurraer. Ifølge hoffet stammer den nifoldige hilsen fra gammel tid, hvor man for at ære monarken tredoblede det almindelige trefoldige hurraråb i Treenighedens navn. Ikke Gud, Kongen, og Fædrelandet, men Gud Fader, Jesus Kristus, og Helligånden.

Og hvor kommer så skålen fra.

Det først spor jeg kan finde om Kongens Skål er i Snorri Sturluson store værk (En del af den Islanske saga), hvor man først drikke Odins skål og derefter kongens skål, og sådan blev man ved at udbringe skåle, så længe man kunne.

I det 15. og 16. århundred var det kommet en lidt anden skik med i kongens skål, kongen, adelen og byernes købmænds stand hørte til de grupper, som i Renæssancen havde råd til at anskaffe sig kostbare, ofte importerede, glas. Således ved vi, at der i forbindelse med Christian IV´s kroning i foråret 1596 blev bestilt 35.000 glas. Antallet synes stort, men skyldes den skik, at man, når man havde udbragt kongens skål, smadrede glasset. Disse glas hed Pas glas navnet stammer fra de tråde, der er på smeltet omkring glasset, og som på hollandsk kaldtes for pas. Datidens drikkeskik foreskrev, at man i én mundfuld skulle drikke den mængde øl eller vin, der var mellem to pas - heraf talemåden ”at drikke til pas”.

Det karakteristiske grønne glas kaldes populært for Waldglas (dvs. tysk for skovglas), en fællesbetegnelse for nord-europæisk glas fra middelalder og renæssance. Man kan læs mere om pasglas i SKALK nr.3 2005

Nu om dage er vi blevet mere mådeholdende, og nøjes med en enkelt skål for kongen. Det ser ud til at stamme fra omkring år 1800, men det er lidt svært at finde en sikker angivelse.

<< Tilbage